Børns Vilkår ønsker, at sager om seksuelt misbrugte børn kommer ud af retssystemet, og organisationen foreslår i stedet et erstatningsnævn.
– Vi ser gerne, at sagerne på sigt kommer ud af domstolssystemet og bliver ført ved et erstatningsnævn.
– Vi tror, at det vil være meget mere skånsomt for ofrene og bedre for kommunerne, siger Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår.
Onsdag blev Kalundborg Kommune dømt til at betale 300.000 kroner i erstatning til den 33-årige Jean Rasmussen.
Kvinden havde lagt sag an mod kommunen, da hun mener, at kommunen ikke gjorde nok, da hun som barn fortalte, at hendes stedfar misbrugte hende seksuelt.
Børns Vilkår håber på, at Kommunernes Landsforening, KL, sammen med politikerne på Christiansborg og Børns Vilkår vil se på muligheden for et erstatningsnævn til lignende sager.
/ritzau/











