Formudfordret Bendtner holder fri under Rosenborg-sejr

    Nicklas Bendtner holdt søndag en fridag på grund af manglende form.

    Hans fodboldtræner i Rosenborg, Rini Coolen, fortæller, at danskeren ikke følte sig på toppen og derfor ikke var i truppen til opgøret ude mod Kristiansund.

    – Nicklas er ikke 100 procent i form, og det var klogt ikke at bruge ham.

    – Men han skal være klar til vores næste kamp, sagde Coolen til Eurosport før kampstart mod Kristiansund, skriver NTB.

    Nicklas Bendtner spillede for tre dage siden samtlige 90 minutter i en kamp i kvalifikationen til Europa League.

    I den norske ligakamp, hvor Mike Jensen derfor var det enlige danske islæt hos Rosenborg, blev den debuterende tuneser Issam Jebali den store helt.

    Han scorede det ene og havde også en fod med i det andet mål i 2-0-sejren, der holder Rosenborg på andenpladsen i rækken efter førerholdet, Brann.

    /ritzau/