Sportshelt vælges som Pakistans nye regeringsleder

    Imran Khan er ved en afstemning i Pakistans parlament valgt til landets nye premierminister.

    Den tidligere cricket-stjernes første opgave bliver at danne en koalitionsregering.

    Khan fik 176 ud af parlamentets 342 stemmer. Hans modkandidat, Shehbaz Sharif, fra Pakistans Muslimske Liga-Nawaz, måtte se sig slået med opbakning fra kun 96 medlemmer.

    Khans parti, PTI, trak sig sejrrigt ud af valget 25. juli. Men for at være regeringsduelig behøver Khan og partiet støtte fra uafhængige og mindre partier.

    Den 65-årige Khan vil blive taget i ed som landets nye regeringschef ved en ceremoni lørdag.

    Han er kendt i ethvert hjørne af Pakistan som kaptajnen for cricketlandsholdet, der ledte Pakistan til sejr ved World Cup i 1992. Cricket er Pakistans nationalsport.

    Under afstemningen i parlamentet så han afslappet ud, smilede og gav hånd til andre parlamentarikere, også hans modstander Sharif.

    Han lover, at hans vigtigste opgave som regeringsleder bliver at bekæmpe korruption og at opbygge en “islamisk velfærdsstat”.

    /ritzau/Reuters