Ny mand fængslet for drive-by-skyderi i stationsby

    Fire skud affyret fra en VW Polo i den lille stationsby Stenlille tilbage i maj fører nu til endnu en varetægtsfængsling.

    Fredag har Retten i Næstved bestemt, at en 22-årig mand skal sidde bag tremmer i foreløbig fire uger i sagen, hvor en anden mand allerede sidder fængslet.

    Målet for skuddene var flere ukendte personer, som undgik kuglerne ved at søge dækning bag en parkeret bil. Det fremgår af anklagemyndighedens sigtelse.

    Anklagerfuldmægtig Chris Martinsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at den 22-årige mand, der blev anholdt torsdag, nægter sig skyldig i den sigtelse om drabsforsøg, der er rejst mod ham.

    Sigtelsen omfatter også en mistanke om overtrædelse af straffelovens paragraf om besiddelse af skydevåben. Også her nægter manden sig skyldig.

    Fredagens retsmøde blev af hensyn til politiets videre efterforskning holdt for lukkede døre.

    Af sigtelsen fremgår det, at der er to medgerningsmænd på fri fod, og det er normalt i sådanne tilfælde, at retten afskærer offentligheden fra at få indsigt i de detaljer, der bliver fremlagt.

    Skyderiet fandt sted den 28. maj klokken 20.15 ud for Pizza Burger House på Stationsvej i Stenlille.

    Politiinspektør Kim Kliver har tidligere fortalt til Ritzau, at skyderiet formentlig opstod på grund af et tilfældigt møde mellem personer fra to forskellige bandegrupperinger.

    /ritzau/