Flere end seks millioner har set modsvar på Fox-video om Danmark

    Den amerikanske politiker Bernie Sanders og komikeren Ricky Gervais har mindst én ting til fælles.

    På Facebook har de nemlig begge delt en video med socialdemokraten Dan Jørgensen, hvor han tilbageviser flere fejlagtige påstande om Danmark fra et amerikansk tv-indslag.

    Videoen er samlet set flere end seks millioner gange, fortæller han.

    – Jeg er meget, meget overrasket. Jeg havde da håbet på, at vi kunne komme over på den anden side af dammen (til USA, red.), men at det har taget så meget fart, det havde jeg overhovedet ikke turde håbe på, siger han.

    Videoen er et modsvar til et tv-indslag på USA’s mest sete erhvervskanal, Fox Business Network, hvor Danmark sammenlignes med Venezuela.

    I indslaget postulerer tv-værtinden Trish Regan blandt andet, at danskerne hverken vil arbejde eller færdiggøre studier. De påstande tilbageviser Dan Jørgensen med forskellig tal om den danske befolkning.

    Dan Jørgensen håber på, at videoen har været med til at give argumenter til dem, som synes, at man i andre lande kan lære noget af den danske samfundsmodel.

    – Og så handler det også om vores gode ry og rygte. Det er selvfølgelig trist, at der er nogle, som gerne vil sprede usandheder om Danmark, så det håber jeg også, at det kan være med til at rette op på, forklarer han.

    /ritzau/