Flere store personligheder og musikere er gået til tasterne, efter at Aretha Franklin torsdag døde i en alder af 76 år.
Blandt andet den tidligere præsidentkandidat og førstedame i USA Hillary Clinton har været på Twitter for at ytre evig taknemmelighed til den nu afdøde soul sangerinde.
– Sørger over tabet af @ArethaFranklin, der delte hendes ånd og talent med verden. Hun fortjener ikke kun vores “RESPECT”, men også vores evige taknemmelighed for at åbne vores øjne, øre og hjerter. Hvil i evig fred, min ven, skriver Hillary Clinton.
Også Clintons mand, den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton, var i tirsdags ude og vise medfølelse til souldronningen under hendes sygdom.
– Folk i verden, Hillary og jeg tænker på Aretha Franklin til aften og lytter til hendes musik, der har været en så vigtig del af vores liv de sidste 50 år. Vi håber, at I løfter hende, ved at lytte og dele hendes sange, der har ment mest for jer.
Den nuværende præsident i USA, Donald Trump, skriver:
– Dronningen af soul, Aretha Franklin, er død. Hun var en god kvinde, med en vidunderlig gave fra Gud – hendes stemme. Hun vil blive savnet.
Aretha Franklin døde i sit hjem i Detroit efter længere tids sygdom. Hun led af kræft i bugspytkirtlen.
Blandt hendes meget kendte sange er “Respect”, “I say a Little Prayer” og “Chain of Fools”.
Og netop sangen “Respect” har sat sig fast hos mange.
Forfatteren Stephen King skriver “R-E-S-P-E-C-T” i et tweet, som tydeligt er en hyldest til den afdøde sangerinde.
I musikverdenen rørte Franklin naturligt nok også flere og inspirerede dem gennem hendes karriere.
– Aretha var sådan en tidløs inspiration for mig og så mange andre, den ultimative dronning, tak for din musik, stemme og urystelige sjæls gave, skriver popsangerinden Christina Aguilera.
Også Paul McCartney, der var medlem af The Beatles har været ved tasterne.
– Lad os tage et øjeblik til at takke for Aretha Franklins smukke liv, “Queen of our souls”, der inspirerede os alle i mange, mange år, skriver Paul McCartney og fortsætter.
– Hun vil blive savnet, men mindet af hendes storhed som musiker og et godt menneske vil leve med os for evigt. Kærligst Paul.
/ritzau/











