Carlsberg har aldrig været i højere kurs end torsdag

    Efter en varm sommer har Carlsberg aldrig været mere populær på aktiemarkederne end torsdag, hvor Carlsberg-aktien lukkede i den højeste kurs nogensinde.

    Med en kurs på 790 kroner per aktie er Carlsbergs markedsværdi højere, end da den slog rekord i juli sidste sommer.

    Markedets tørst efter at eje en del af Carlsberg kommer efter et strålende regnskab, som blev lagt frem torsdag. Det fik aktien til at stige med 3,5 procent i værdi.

    De rå tal vakte særlig glæde hos ølproducentens ledelse. Selskabet, der i første halvdel af 2018 har omsat for 31 milliarder kroner og tjent 2,9 milliarder på det, fortalte sin aktionærer, at det skruer op for forventningerne til helårsresultatet.

    Carlsberg havde særligt medvind i Asien, hvor der blev solgt flere og dyrere øl end tidligere.

    Mindre heldige var aktionærerne i serviceselskabet ISS, hvor regnskabet trods overraskende stor vækst skuffede.

    /ritzau/