Spanske ligakampe i fodbold skal spilles i USA

    Den spanske La Liga i fodbold skal fremover afvikle kampe i USA.

    Det meddeler den spanske liga ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Det sker som et led i et 15-årigt samarbejde mellem La Liga og det amerikanske medieselskab Relevent Sports.

    – Som en del af aftalen planlægger La Liga at lade en ligakamp blive spillet i USA, det er første gang, at det sker uden for Europa, lyder det i meddelelsen fra La Liga.

    Den spanske liga giver foreløbig ingen information om, hvornår den første kamp skal spilles i USA, og hvilke klubber der bliver involveret.

    Ifølge det spanske medie El Pais kan det allerede fra denne sæson komme på tale at spille en kamp i USA.

    De to største klubber i Spanien, FC Barcelona og Real Madrid, har for nylig været på turné i USA som optakt til den kommende sæson.

    For lidt over et år siden mødtes ærkerivalerne i en venskabskamp i Miami, hvor stadion var udsolgt.

    Søndag i sidste uge blev kampen om den spanske Super Cup spillet uden for Spanien.

    I Tanger i Marokko vandt FC Barcelona 2-1 over Sevilla.

    /ritzau/