330 danskere er strandet på Rhodos efter teknisk nedbrud

    Et teknisk nedbrud i lufthavnen på Rhodos har resulteret i et mindre rejsekaos på den græske ferieø.

    Tusindvis af turister er strandet på øen, fordi it-systemerne i øens lufthavn søndag aften valgte at gå på sommerferie, med det resultat at fly hverken kan lette fra eller lande på Rhodos.

    Blandt de strandede turister er 330 danskere, der er taget til den græske ø med rejseselskaberne TUI og Spies.

    De mange danskere skulle være fløjet hjem søndag aften, men er mandag eftermiddag stadig at finde på Rhodos.

    273 af de 330 danskere rejser med Spies Rejser. 212 af dem blev søndag aften flyttet til hotellet Sunwing Kallithea Beach, hvor flere af dem har måttet sove på solsenge under åben himmel.

    Det siger kommunikationschef ved Spies Torben Andersen.

    – Vi er i gang med at finde en løsning, så vores gæster kan komme hjem. Vores mål er, at de alle sammen kommer hjem i aften – det håber vi på og krydser fingre for, siger Torben Andersen mandag kort efter klokken 14.

    57 danske TUI-gæster er ifølge Magnus Hüttenberend fra selskabets kommunikationsafdeling strandet på Rhodos.

    Da det stod klart, at de ikke som planlagt kunne komme hjem søndag aften, blev de kørt ud til seks forskellige hoteller på den græske ø.

    TUI håber ligesom Spies på at kunne sætte deres danske gæster på et fly mandag aften 20.35.

    Bravo Tours har ligesom TUI og Spies flere danske gæster på Rhodos, men da de letter og lander tirsdag, er ingen af dem blevet berørt af problemerne på øen, fortæller selskabets rejseambassadør, Stig Elling.

    /ritzau/