Luftfartsselskabet SAS er fortsat ramt af problemer med mandskabsmangel i særligt det irske datterselskab SAS Ireland.
Det skriver Ritzau Finans.
I weekenden betød det 25 aflysninger, og i denne uge vil yderligere 40 afgange blive aflyst, skriver SVT med henvisning til information, der tidligere har været tilgængelig på selskabets hjemmeside.
I løbet af sommeren er mere end 700 SAS-afgange blevet aflyst som følge af mandskabsproblemerne, og i sidste uge erkendte Lars Sandahl Sørensen, der er driftsdirektør hos SAS, at selskabet har været for “ambitiøst” i planlægningen af sommerprogrammet.
– Når vi nu kender resultatet, havde jeg gerne set, at vi havde været mere forsigtige, sagde Lars Sandahl Sørensen til norske Dagens Næringsliv.
Normalt bliver 99 procent af SAS’ fly afviklet som planlagt, men i juni var tallet under 98 procent.
Lars Sandahl Sørensen venter, at det kommer tæt på 99 procent i begyndelsen af efteråret, forklarede han i samme interview.
SAS-aktien falder mandag formiddag med 2,7 procent til 12,37 kroner.
/ritzau/











