Norsk langrendsløber omkommer i vandscooterulykke

    En vandscooterulykke har kostet en tidligere norsk OL-langrendsløber livet.

    Vibeke Skofterud blev søndag fundet død i Arendal. Hun blev 38 år gammel.

    – Kvinden er nu identificeret, og det er den 38 år gamle Vibeke Skofterud, som er den omkomne. Familien er orienteret, siger operationsleder Sveinung Alsaker i Agder politidistrikt i en pressemeddelelse.

    Politiet meddelte om hændelsen lidt før klokken 12.30 søndag eftermiddag.

    – Den omkomne blev først meldt savnet klokken et natten til søndag. Hun blev ved 11.30-tiden i dag fundet på øen St. Helena i Hovekilen og erklæret død på stedet af en læge fra ambulancen.

    – Alt tyder på, at dette var en vandscooterulykke, siger Alsaker.

    Vibeke Skofterud var i mange år en del af verdenseliten i langrend. Hun stoppede karrieren i 2015.

    Hendes største meritter som idrætsudøver var OL-guld i stafet i 2010 og to VM-guld i stafet i 2005 og 2011.

    – Dette er bare bundløst tragisk. Mine tanker går til de nærmeste venner og familiemedlemmer.

    – Det bliver som et sort hul, hvor hele verden ramler sammen, siger Vidar Løfshus, landstræner i langrend, til NTB.

    Han arbejdede sammen med Vibeke Skofterud i flere år, mens hun var aktiv.

    – Vibeke var først og fremmest en løber med gode resultater. Og så har hun været en farverig og livsglad kvinde, som altid var positiv, siger han.

    I 2012 strøg Vibeke Skofterud til tops i langrendsløbet Vasaloppet som den første norske kvinde.

    Ved OL i februar var hun en del af Eurosports ekspertteam i sydkoreanske Pyeongchang.

    Årsagen til den tragiske vandscooterulykke er foreløbig ikke afklaret. Politiet arbejder videre på ulykkesstedet og foretager tekniske undersøgelser.

    /ritzau/