Silkeborg og Lyngby åbner sæson med skuffende pointtab

    Silkeborg og Lyngby rykkede i sidste sæson ud af Superligaen, og søndag tog begge fodboldmandskaber hul på sæsonen i 1. division.

    Det blev ikke nogen succes, da Silkeborg spillede 0-0 hjemme mod Thisted FC.

    Lyngby fik blot 1-1 hjemme mod Hvidovre. Hjemmeholdets 20-årige midtbanespiller Gustav Marcussen scorede planmæssigt til 1-0 efter 18 minutter.

    Men blot fire minutter senere udlignede Hvidovre, da Lyngbys Oliver Lund scorede i eget net.

    FC Helsingør, som også rykkede ud af Superligaen i maj, vandt til gengæld med 3-1 hjemme over Fremad Amager.

    I den kamp scorede angriberen Matheus Leiria Dos Santos de to første mål for Helsingør.

    Angriberen Nicholas Mortensen, der tidligere har spillet i Fremad Amager, scorede til 3-0 kort før pausen.

    I midten af anden halvleg reducerede Fremad Amagers Mads Gabel til 1-3, men tættere på point kom udeholdet ikke.

    I de øvrige kampe i 1. division spillede Viborg FF 0-0 hjemme mod Nykøbing FC, mens Næstved vandt 3-2 hjemme over FC Fredericia.

    Endelig vandt HB Køge en storsejr på 5-2 hjemme over FC Roskilde.

    /ritzau/