Israel har evakueret 800 syriske medlemmer af hjælpeorganisationen De Hvide Hjelme fra Syrien til Jordan.
Det oplyser den israelske hær ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
I en erklæring siger Israels hær, at den har gennemført “en humanitær indsats for at redde medlemmer af en syrisk organisation og deres familier (…) på grund af en umiddelbar trussel mod deres liv”.
De evakuerede syrere er transporteret til Jordan. Evakueringen sker på baggrund af en forespørgsel fra USA og flere europæiske lande.
De Hvide Hjelme er en organisation, der under den syv år lange borgerkrig i Syrien har udført redningsaktioner i oprørskontrollerede dele af landet.
Jordans nationale nyhedsbureau, Petra, skriver på sin hjemmeside, at landet har givet FN bemyndigelse til at sørge for, at omkring 800 syrere kan passere gennem Jordan for at blive genhuset i lande i Vesten.
/ritzau/











