Presset stiger på Macron i sag om voldelig bodyguard

    Den franske præsident Emmanuel Macron er under stigende pres fra sine politiske modstandere i en sag om en sikkerhedsvagt, der fredag blev fyret, efter at han i maj optrådte voldeligt over for en demonstrant.

    Sagen betegnes af flere medier som den hidtil mest skadelige i Macrons tid som præsident, og lørdag meddelte lederen af det franske underhus, at Macrons indenrigsminister mandag skal udspørges om sagen i et åbent samråd.

    Indenrigsminister Gérard Collomb er blevet voldsomt kritiseret som følge af sagen. Oppositionspolitikere har sagt, at hans job er i fare, efter skriverier i pressen om at han kendte til sikkerhedsvagten Alexandre Bellanas voldelige optræden.

    At Collomb nu skal forklare sig, stiller dog ikke oppositionen tilfreds.

    Både højre- og venstresiden i det franske parlament forlanger, at Macron redegør for regeringens stillingtagen, efter at avisen Le Monde i denne uge offentliggjorde en videooptagelse, som viser sikkerhedsvagten slå og trampe på en demonstrant under en 1. maj-aktion i Paris.

    – Hvis Macron ikke forklarer sig, så vil Benalla-sagen blive til Macron-sagen, skriver Marine Le Pen, leder af højrefløjspartiet Rassemblement National, lørdag i et tweet.

    Laurent Wauquiez, leder af partiet Republikanerne, beskylder Macrons regering for at “forsøge at dække over sagen”, mens venstrefløjslederen Jean-Luc Mélenchon sammenligner den med Watergate-skandalen, som i 1974 tvang præsident Nixon til at gå af som USA’s præsident.

    Den 26-årige Benalla blev suspenderet uden løn i maj.

    Fredag fyrede Macron så sin tidligere sikkerhedsvagt, men i politiet og blandt politikere har der været dyb undren over, at sagen ikke førte til en øjeblikkelig afskedigelse.

    Det franske politi har iværksat en efterforskning i forbindelse med voldshandlingen. Benalla er også anklaget for at have udgivet sig for at være politimand, fordi han var iført en af politiets hjelme under demonstrationen.

    /ritzau/AFP