Flere personer har angiveligt mistet livet, efter at en særlig type turistbåd torsdag kæntrede ved byen Branson i den amerikanske delstat Missouri.
Båden, der er designet til også at kunne køre på vejen, var en del af turistattraktionen “Ride the Ducks”, hvor besøgende bliver kørt rundt i det specialdesignede fartøj både til vands og til lands.
31 personer – heriblandt flere børn – var om bord på fartøjet, da det kæntrede og sank til bunds. Adskillige er bragt til hospitalet.
Det lokale beredskab fra Southern Stone-distriktet har ifølge mediet KY3 bekræftet, at der er omkomne i forbindelse med ulykken.
Det fremgår dog ikke, hvor mange omkomne der er tale om.
/ritzau/Reuters











