Ruslands præsident, Vladimir Putin, betegner sit første officielle topmøde med USA’s præsident, Donald Trump, som en succes.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Han beskylder modstandere til Trump i USA for at besværliggøre fremskridt i forhold til de problemstillinger, der blev diskuteret på mødet.
Putin fortalte russiske diplomater torsdag, at forholdet mellem Rusland og USA “på nogle måder er værre end under den kolde krig”.
Men han tilføjer, at mødet med Trump, der blev afholdt mandag i den finske hovedstad, Helsinki, er en mulighed for at indlede “vejen til positiv forandring”.
Han tilføjer, at “vi vil se, hvordan det udvikler sig yderligere”, og han udtrykker bekymring for unavngivne “kræfter” i USA, der forsøger at forhindre forbedringer i forholdet.
Det skal særligt gælde i forhold til krigen i Syrien og våbenkontrol.
Udtalelser fra Trump på et pressemøde efter topmødet er blevet stærkt kritiseret efterfølgende.
/ritzau/











