Britisk politi mener at have identificeret en række personer, der mistænkes for at stå bag et angreb med nervegiften Novichok mod den russiske eks-spion Sergej Skripal og hans datter.
Det rapporterer det britiske nyhedsbureau PA ifølge Reuters.
De mistænkte er angiveligt adskillige russere, der alle har været involveret i drabsforsøget, fortæller en kilde med kendskab til efterforskningen til PA.
Russernes identiteter er blevet bekræftet af britisk politi ved at sammenholde optagelser fra sikkerhedskameraer med opgørelser over, hvilke folk der er rejst ind i landet på det pågældende tidspunkt.
Statsminister Theresa May har hele tiden anklaget Rusland for at stå bag nervegiftangrebet. Storbritannien og andre lande har svaret igen ved at udvise et stort antal russiske diplomater.
Rusland har nægtet at stå bag angrebet i marts. Russerne har også hævdet, at andre landes efterretningstjenester kan stå bag angrebet.
– Vi ser dette som en stor provokation, sagde Dmitrij Peskov, talsmand for Ruslands præsident, Vladimir Putin, tidligere i juli.
Den tidligere russiske spion Skripal og datteren Julia blev forgiftet i den britiske by Salisbury tilbage i marts.
De er begge siden kommet sig efter forgiftningen.
Tidligere i denne måned mistede en 44-årig kvinde ved navn Dawn Sturgess livet, efter at hun 29. juni var kommet i kontakt med netop Novichok.
Sammen med en 45-årig mand faldt hun om i et hus i Amesbury i det sydlige England, der ligger tæt på Salisbury.
Til at starte med troede politiet, at parret havde taget urene stoffer. Men det kom efterfølgende frem, at de var blevet udsat for Novichok.
Politiet har tidligere sagt, at man arbejder ud fra en teori om, at parret er kommet i kontakt med rester af nervegiften fra attentatforsøget mod Sergej og Julia Skripal.
/ritzau/











