Tyrkiet ophæver omstridt undtagelsestilstand efter to år

    Undtagelsestilstanden i Tyrkiet, der har været i kraft de sidste to år, er blevet ophævet.

    Det oplyser tyrkisk statsmedie ifølge AFP.

    Præsident Recep Tayyip Erdogan, der for nylig er blevet indsat i en ny embedsperiode, har dermed ikke forlænget de særlove, der blev indført efter et mislykket kupforsøg mod ham i juli 2016.

    Undtagelsestilstanden er tidligere blevet forlænget syv gange. Den har givet de tyrkiske myndigheder vidtrækkende beføjelser til at tilbageholde personer, der mistænkes for at støtte op om de formodede kupmagere.

    I løbet af de to år er flere end 110.000 offentligt ansatte – lige fra lærere og universitetsansatte til soldater og politifolk – blevet fjernet fra deres stillinger, mens titusinder af andre er blevet suspenderet.

    En række vestlige lande har i skarpe vendinger kritiseret den tyrkiske regerings hårde fremfærd over for politiske modstandere.