Otte rotteunger er gået i fælder ved nordjysk havnebad

    Otte rotteunger er gået i fælder i Aalborg Havnebad, som siden fredag i sidste uge har været lukket på grund af rotter.

    – Da vi blev klar over problemet, blev der sat smækfælder op, og badet blev lukket.

    – Og status er, at vi har fanget otte rotteunger, siden vi gik i gang med bekæmpelsen, siger Tina Dalsgaard Jensen, miljøsagsbehandler i Aalborg Kommune.

    Også Sluseholmen Havnebad i København er tirsdag blevet lukket på grund af rotter.

    I Aalborg fortsætter rottejagten, da man stadig kan se fodspor efter skadedyret i træmel, der er strøet ud.

    Der er opsat vildtkameraer i forsøget på at spotte, hvor rotterne holder til.

    Det er sandsynligvis madrester og måske muslinger, der trækker rotter til badet, vurderer miljøsagsbehandleren.

    – Der behøver bare at ligge en krumme eller en madrest i en skraldespand for at lokke dem til.

    – De har en utrolig skarp lugtesans, siger hun og peger på et andet muligt fødeemne:

    – De tager også gerne muslinger i vandet.

    Sidste år blev der også konstateret rotter i det nordjyske havnebad. Men det skete uden for sæsonen, så badet var i forvejen lukket for offentligheden.

    Rotter kan være bærere af smitsomme sygdomme. Eksempelvis kan rotter være inficeret med bakterier af arten leptospira.

    Hvis mennesker kommer i kontakt med rotteurin, kan det udvikle sig til sygdomme leptospirose.

    Symptomerne kan være feber, hovedpine og muskelsmerter. Sygdommen kan i ekstreme tilfælde være dødelig.

    Mellem 10 og 30 personer i Danmark bliver hvert år diagnosticeret med leptospirose, oplyser Statens Serum Institut.

    På verdensplan ses årligt over 500.000 alvorlige tilfælde af sygdommen.

    /ritzau/