Rusland inviterer Taliban til at mødes med Putin i Moskva

    Rusland vil invitere repræsentanter fra den militante gruppe Taliban til at mødes med landets præsident, Vladimir Putin, inden udgangen af sommeren.

    Det oplyser Zamir Kabulov, der er afdelingschef i Ruslands udenrigsministerium.

    – Vi ønsker, at det skal være begyndelsen på en reel fremgang i landet. Og det er kun muligt, hvis Taliban begynder at tale med regeringen i Afghanistan, siger Zamir Kabulov.

    Kabulov håber, at mødet kan blive startskuddet til “hvis ikke et gennembrud, så et synligt resultat”.

    Afdelingschefen siger, at det største problem i Afghanistan er, at Taliban anser landets nuværende regering for at være USA’s marionetdukke uden reel magt.

    – De (Taliban, red.) ønsker ikke at tale med regeringen, men vil hellere forhandle direkte med amerikanerne, siger Zamir Kabulov.

    – Hvis vi ikke inviterer Taliban, kommer der ikke til at være nogen dialog. Det er derfor, vi håber, at Taliban vil tage imod invitationen.

    Foruden repræsentanter fra Taliban og Rusland vil også repræsentanter fra Afghanistan, Indien, Iran, Kasakhstan, Kirgistan, Kina, Pakistan, Turkmenistan og Usbekistan deltage.

    /ritzau/Tass