Jakob Michelsen efter nederlag: OB har potentiale til top-6

    Søndag lagde OB ud med et nederlag til oprykkerne fra Vendsyssel FF i den første runde af Superligaen.

    Dermed får fynboerne en hård start på jagten på top-6, som den nytilkomne cheftræner, Jakob Michelsen, mener, at potentialet i truppen er til at nå.

    – Det (potentialet, red.) synes jeg, at de har. Men det er blandt andre hold.

    – Top-3 i Danmark er mil foran de øvrige. Efter Brøndby, FC København og FC Midtjylland er der en stribe på fem-seks klubber, der alle vil bejle til top-6, siger træneren.

    OB er ikke sluttet i top-6, siden klubben fik sølvmedaljer i sæsonen 2010/2011. Dermed bliver den nye sæson en kamp for at bringe klubben tilbage i det selskab, den førhen var kendt for at deltage i.

    – Man kan snakke om, hvorvidt de syv år uden en placering i top-6 er en underpræstation, eller om det i virkeligheden bare er niveauet, siger Jakob Michelsen.

    Skal den nye cheftræner, der tidligere har skabt resultater i Sønderjyske, Hobro og Skive, udløse potentialet i truppen, så handler det ifølge ham selv om sejre.

    – Der skal vindes nogle fodboldkampe. Det er den eneste måde, man kan udløse noget på, slutter han.

    OB tabte med 3-2 til oprykkerne fra Vendsyssel i søndagens Superliga-kamp.

    Jakob Michelsen blev fyret i svenske Hammarby tilbage i januar og tiltrådte i OB efter den seneste sæson.

    /ritzau/