Europæisk VM-dominans overrasker ikke Uefa-præsident

    Verdensmesterskaberne i fodbold er på en måde blevet til et europamesterskab.

    De fire tilbageværende hold i turneringen i Rusland – Frankrig, Belgien, England og Kroatien – kommer således alle fra Europa. Det er kun sket fire gange før.

    Den europæiske dominans overrasker ikke præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), slovenske Aleksander Ceferin.

    – Fodbold i Europa er organiseret anderledes. Der er mere infrastruktur og mere teknisk personale.

    – Vi arbejder ganske anderledes, og forskellen bliver større for hvert år, sagde Ceferin mandag på en pressekonference i den lettiske hovedstad Riga ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

    Sidste gang, de to VM-semifinaler bestod af fire europæiske hold, var i 2006. Dengang var det Italien, Frankrig, Tyskland og Portugal.

    Den første af de to VM-semifinaler i årets turnering fløjtes i gang tirsdag klokken 20 dansk tid, hvor Frankrig og Belgien møder hinanden i Sankt Petersborg.

    Onsdag samme tid i Moskva skal England og Kroatien spille om en plads i finalen.

    /ritzau/