Lakers præsenterer LeBron James: Han er verdens bedste

    Efter at skiftet for nylig blev meldt ud, er det nu officielt.

    NBA-stjernen LeBron James har skrevet under på en fireårig kontrakt til en værdi af lidt over 970 millioner kroner med Los Angeles Lakers.

    Basketballholdets topchef NBA-legenden Earvin “Magic” Johnson jubler over James’ ankomst i Los Angeles.

    – Han er verdens bedste spiller. Han elsker at konkurrere og er en stærk leder, der går op i at vinde og sikre sig, at hans holdkammerater er succesfulde.

    – Lakers-spillerne glæder sig over at have én på holdet, der har været i ni NBA-finaler. Det er et stort skridt mod at få Lakers tilbage i slutspillet og NBA-finalerne, siger Johnson i en pressemeddelelse.

    Lakers’ sportschef, Rob Pelinka, kalder tilgangen af LeBron James for et historisk øjeblik i holdets historie.

    – Det er den ultimative validering af det, vi er i gang med at bygge op i klubben, men vi ved også, at arbejdet ikke er færdigt.

    – Vi fortsætter fremad, og vi vil gøre, hvad der skal til for at opnå det ultimative mål om at skaffe endnu et mesterskab hjem til verdens bedste fans, siger Pelinka i pressemeddelelsen.

    LeBron James skifter fra Cleveland Cavaliers, hvor han har spillet siden 2014.

    James har deltaget i de seneste otte NBA-finaler med henholdsvis Cavaliers og Miami Heat, hvor han spillede fra 2010 til 2014.

    Han vandt i 2012, 2013 og 2016 og blev alle tre gange kåret som finalernes bedste spiller.

    33-årige James er desuden blevet kåret som NBA-ligaens bedste spiller fire gange og har været udnævnt til det årlige All Stars-hold hele 14 gange.

    Han har ligeledes vundet to OL-guldmedaljer med det amerikanske landshold i basketball.

    /ritzau/