Kina fængsler hundredvis af embedsmænd for miljøovertrædelser

    Hundredvis af kinesiske embedsmænd er blevet fængslet for ikke at have grebet ind og rettet op på de mange miljøovertrædelser, som blev afsløret sidste år.

    Det oplyser landets miljøministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Fængslingen er det seneste skridt i præsident Xi Jinpings “krig mod forurening”, der blev skudt i gang for fem år siden.

    I alt er 4035 embedsmænd blevet stillet til ansvar for ikke at have grebet ind.

    Derudover er flere statsejede virksomheder og lokale regeringer blevet anklaget for at udføre “overfladiske” eller “ulovlige” udbedringer.

    Størstedelen vil blive straffet med bøder, mens i alt 464 personer straffes med fængsel, lyder det fra ministeriet.

    Bøderne løber samlet op i 510 millioner yuan, svarende til 487,5 millioner kroner.

    I begyndelsen af maj påbegyndte centrale regeringsinspektører en omfattende undersøgelse af tusindvis af miljøovertrædelser, som blev afsløret sidste år.

    I alt er 28.076 miljøovertrædelser blevet gennemgået på ny.

    Den nyeste undersøgelse fastslår, at der i langt størstedelen af tilfældene ikke er blevet rettet op på problemerne.

    /ritzau/