Uenig May sender tak til afgående brexitminister

    Storbritanniens premierminister, Theresa May, sender natten til mandag en tak til David Davis, der sent søndag aften trak sig som brexitminister med øjeblikkelig virkning.

    – Jeg vil gerne sende en varm tak til dig for alt det, du som minister har gjort i løbet af de seneste to år for at planlægge vores exit fra EU, skriver Theresa May i en meddelelse.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    David Davis’ opsigelse kom, blot to dage efter at premierministeren vandt opbakning fra en dybt splittet regering til en plan for Storbritanniens fremtid uden for EU.

    Den plan erklærede David Davis sig dybt uenig i i sit opsigelsesbrev til Theresa May.

    Ifølge den afgående minister vil aftalen i bedste fald sætte Storbritannien i en svag forhandlingssituation.

    Davis mener, at aftalen vil betyde, at EU stadig vil have stor kontrol over den britiske økonomi.

    Den vurdering er Theresa May ikke enig i. Hun lover, at Storbritannien vil genvinde kontrollen over britisk lovgivning efter brexit.

    Premierminister May understreger samtidig, at aftalen er en nødvendighed for fremtidige forhandlinger med EU.

    /ritzau/