Djokovic booker ottendedelsfinale i Wimbledon

    De britiske tennisfans havde nok håbet på Kyle Edmund, men sådan skulle det ikke gå lørdag.

    Her var den 23-årige Edmund oppe imod serbiske Novak Djokovic, og den tidligere verdensetter vandt kampen i fire sæt.

    Djokovic sejrede 4-6, 6-3, 6-2, 6-4, og han er dermed klar til at møde Karen Khachanov fra Rusland.

    Novak Djokovic nåede før Wimbledon frem til finalen i græsturneringen Queen’s Club i England, og noget kunne tyde på, at han er ved at finde sig til rette.

    Djokovic er nede som nummer 21 i verden efter et år med skader og formnedgang, og den tidligere verdensetter vandt senest en turnering, da han sejrede i Eastbourne for et år siden.

    Djokovic trak sig fra Wimbledon i fjor med sin skadede albue, og ved French Open i maj røg serberen ud i kvartfinalen.

    Djokovic vandt sin seneste grand slam-turnering, da han sejrede i French Open i 2016.

    Tidligere lørdag spillede spanske Rafael Nadal sig videre til ottendedelsfinalen, da verdensetteren vandt sin tredje kamp i træk i tre sæt.

    Nadal besejrede den 19-årige australier Alex de Minaur med 6-1, 6-2, 6-4.

    I ottendedelsfinalen møder Nadal tjekkiske Jirí Veselý, der er er nummer 93 i verden.

    Veselý gjorde det lørdag af med italienske Fabio Fognini.

    /ritzau/