Merkels regering enes om migrantstramninger

    Tysklands koalitionsregering er torsdag aften blevet enig om, hvordan Tyskland skal forsøge at løse problemerne med illegale migranter.

    Regeringen består af tre partier, nemlig forbundskansler Angela Merkels konservative parti, CDU, søsterpartiet fra Bayern, CSU, og socialdemokraterne (SPD).

    Uenigheden har truet med at sprænge regeringen.

    Først satte CSU Merkel stolen for døren, da partiets leder, Horst Seehofer, der også er indenrigsminister, blandt andet krævede, at der oprettes transitcentre ved Tysklands grænser.

    Her skal det afgøres, om en migrant kan søge asyl i Tyskland.

    Det gik Merkel med til, men socialdemokraterne blev først taget i ed torsdag aften.

    Det tyske nyhedsbureau dpa citerer kilder tæt på forhandlingerne for at sige, at ja, der er opnået enighed, men kilderne giver ikke yderligere detaljer.

    Nyhedsbureauet skriver, at SPD ikke kan lide “transitcentre”, så det ord optræder ikke i aftaleteksten. Men personer, der har søgt asyl i et andet EU-land, skal afvises og sendes til EU-landet inden for to døgn.

    Seehofer har netop krævet, at migranter, der har søgt om asyl i et andet EU-land, ikke skal have lov til at komme til Tyskland.

    De skal derimod sendes til det EU-land, som de har søgt asyl i tidligere, sådan som den såkaldte Dublin-forordning foreskriver.

    Forordningen har dog i praksis ikke fungeret under migrantkrisen, der for alvor begyndte i 2015.

    Men ifølge oplysningerne fra Berlin torsdag skal migranter – transitcentre eller ej – tjekkes, så det kan afgøres, om migranten har søgt asyl i et andet EU-land.

    /ritzau/dpa