Skade sender Løchte og makker videre i Wimbledon

    Efter Caroline Wozniackis exit ved Wimbledon er Frederik Løchte Nielsen eneste tilbageværende dansker i grand slam-turneringen.

    Torsdag blev det klart, at Løchte Nielsen sammen med sin britiske makker, Joe Salisbury, er videre i turneringen i herredouble efter den første kamp.

    Frederik Løchte Nielsen og Joe Salisbury mødte franske Julien Benneteau og Adrian Mannarino.

    Løchte Nielsen og Salisbury vandt første sæt 6-4, og parret var også foran 1-0 i andet sæt, da det franske par måtte trække sig fra opgøret på grund af en skade.

    I næste runde skal Løchte Nielsen/Salisbury møde vinderne af opgøret mellem Rohan Bopanna/Edouard Roger-Vasselin og Alex de Minaur/John Millman.

    34-årige Frederik Løchte Nielsen og hans makker stiller op i Wimbledon på et wildcard.

    I 2012 vandt danskeren finalen i herredouble i Wimbledon, hvilket skete med makkeren Jonathan Marray.

    /ritzau/