Donald Trump er parat til at trække sin trussel om at indføre 20 procent importtold på biler fra Europa tilbage, hvis europæerne til gengæld sløjfer told på amerikanske biler.
Det har den amerikanske ambassadør i Tyskland, Richard Grenell, meddelt på et møde med bilbosser fra Volkswagen, Daimler og BMW, fortæller en kilde i den tyske bilindustri til nyhedsbureauet Reuters.
Onsdag skrev avisen Handelsblatt, at Grenell over for tyske bilbosser havde sagt, at Trump vil opgive toldtruslen, hvis EU fjerner told på amerikanske biler.
Trumps trussel om told er noget, der virkelig bekymrer de europæiske lande og i særdeleshed Tyskland.
Forholdet mellem EU og USA er temmelig spændt på grund af spørgsmålet om told, der begyndte, da Trump besluttede at indføre told på stål og aluminium.
Det fik EU til at svare igen med told på en række amerikanske produkter som motorcykler fra Harley Davidson, Levi’s og bourbon.
EU advarede mandag Trump om, at amerikansk eksport til en værdi af 294 milliarder dollar (1879 milliarder kroner) kan blive ramt af et modsvar, hvis Trump gjorde alvor af truslerne om at øge tolden på europæiske biler.
I et brev til det amerikanske handelsministerium tegner EU-Kommissionen et dystert billede af konsekvenserne for USA’s økonomi, hvis Trump indfører biltolden.
Ifølge kommissionen kan det føre til et modsvar, som vil ramme amerikansk eksport på flere områder og til en værdi af op mod 294 milliarder dollar.
Det svarer til ikke mindre end 19 procent af USA’s samlede eksport i 2017.
Kommissionen understreger også, at europæiske bilfabrikanter yder et vigtigt bidrag til USA’s økonomi.
Ifølge EU skaber det – direkte og indirekte – 120.000 arbejdspladser over hele USA, herunder i sydstater som Mississippi, Alabama og South Carolina, hvor opbakningen til Trump er stor.
/ritzau/











