89.700 har søgt ind på en videregående uddannelse på kvote 1. Det skriver uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) på Twitter.
– 89.700 drømme!, skriver ministeren.
Dermed er der er lidt færre unge end sidste år, der drømmer om at komme ind på en videregående uddannelse via kvote 1. Sidste år var der 91.539 ansøgere.
På kvote 1 bliver ansøgerne udelukkende bedømt på resultatet af deres gymnasiale uddannelse. Det betyder, at studerende med højt gennemsnit får plads på den videregående uddannelse før elever med et lavere gennemsnit.
På kvote 2 tæller andre kvalifikationer også med. Det kan eksempelvis være erhvervserfaring.
Sidste år meldte Undervisningsministeriet i første omgang ud, at 90.836 havde søgt ind. Men tallet blev justeret efterfølgende. Det kan ansøgningstallet for 2018 også blive, oplyser ministeriet.
/ritzau/











