Schmeichel efter VM-nedtur: Vi fortjente at vinde

    Kasper Schmeichel reddede et straffespark i den forlængede spilletid og to i straffesparkskonkurrencen, men den danske keeper kunne ikke forhindre et dansk VM-exit mod Kroatien.

    Da Kroatiens Ivan Rakitic scorede til 3-2 som sidste skytte, var nederlaget i ottendedelsfinalen nemlig en realitet. Men Danmark havde fortjent bedre, mener Schmeichel.

    – Det hele er lidt noget lort lige nu. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige, siger den danske målmand til DR.

    – Vi har lagt så meget i det og får ingenting ud af det. Jeg synes, vi havde fortjent at vinde, også i ordinær spilletid. Vi havde de bedste chancer, og jeg synes, vi var klart bedre, siger Kasper Schmeichel.

    Danmark var godt med i store dele af kampen og dominerede også i perioder. Derfor bliver det danske VM-exit også sværere at komme over, mener den danske keeper.

    – Det gør vi nok ikke lige nu. Der går nok et stykke tid. Men sådan er fodbold, siger Kasper Schmeichel.

    Danmark slutter VM-slutrunden med en sejr, to uafgjorte og et nederlag i straffesparkskonkurrencen til Kroatien.

    Den sidste præstation var faktisk den bedste, selv om Danmark endte som taber, mener anfører Simon Kjær.

    – Vi spillede en god, kontrolleret kamp. Og deres mål kom efter en tilfældighed, siger en ærgerlig Kjær til DR.

    – Det er satme hårdt at sige farvel på denne måde, især når vi har en så fremragende målmand, siger anføreren.

    Kjær var en af to danskere, der scorede i straffesparkskonkurrencen. Den anden var rutinerede Michael Krohn-Dehli.

    /ritzau/