Værtsnationen Rusland slår Spanien ud i straffedrama

    Rusland er klar til kvartfinalen ved VM på hjemmebane. Spanien er til gengæld ude.

    Det er konklusionerne efter søndagens ottendedelsfinale, hvor Rusland gik videre efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

    Rusland vandt 4-3 i straffesparkskonkurrencen, efter at det stod 1-1 ved udgangen af den forlængede spilletid.

    Koke og Iago Aspas blev skurkene for Spanien, da de brændte på målmand Igor Akinfeev.

    Dermed blev Rusland klar til at møde vinderen af opgøret mellem Kroatien og Danmark, som mødes søndag aften i Nisjnij Novgorod.

    /ritzau/