En spansk hjælpeorganisation, Proactiva Open Arms, oplyser lørdag, at den har reddet 60 migranter, da de forsøgte at krydse Middelhavet fra Libyen.
Aktionen har imidlertid udløst et nyt bitter politisk opgør mellem Italien og Malta.
I Italien siger indenrigsminister Matteo Salvini, at skibet med migranterne må opgive op at lægge til kaj i en italiensk havn. Han siger, at den nærmeste havn er i Malta.
Maltas indenrigsminister afviser og skriver på Twitter, at migranterne blev reddet mellem Libyen og den italienske ø Lampedusa.
– Hold op med at udbrede falske oplysninger ved at pege på Malta uden grund, siger indenrigsministeren, Michael Farrugia, i en reaktion på udtalelser fra sin italienske kollega.
Dagen før lørdagens vellykkede redning kom Libyens kystvagt 16 mennesker til undsætning på havet efter et forlis, men 100 andre migranter frygtes omkommet på havet.
Proactiva Open Arms siger, at dette forlis, hvor også tre spædbørn er fundet druknet, kunne have været undgået.
Gruppen siger, at der først blev slået officielt alarm i Italien en time efter, at Open Arms havde hørt et EU-fly advare den libyske kystvagt om, at et migrantskib var i problemer på åbent hav.
Kaptajnen på fartøjet fra Open Arms, Marco Martinez, siger, at et redningscenter med base i Rom, havde oplyst til ham, at han skulle ringe til Libyens kystvagt, som ikke svarede.
Embedsmænd i Rom sagde så, at han selv måtte afgøre, hvorvidt han ville gennemføre en redningsoperation.
En udsendt journalist fra nyhedsbureauet AP siger, at han så et libysk kystvagtskib nærme sig redningsoperation, men at det pludselig vendte om og gav Open Arms ordre til at sejle tilbage til Spanien.
/ritzau/AP











