Kevin Magnussen forbedrer sig i anden træning i Østrig

    Formel 1-køreren Kevin Magnussen går igen efter point i søndagens grandprix i Østrig.

    Fredag var feltets 20 kørere på banen i Spielberg til de to første af i alt tre træninger inden kvalifikationen lørdag.

    Den tredje og afsluttende træning bliver kørt lørdag før kvalifikationen.

    Den danske Haas-kører sluttede den første træning som nummer 12.

    Han klokkede ind i tiden 1.06,404 minutter. Hurtigst var den regerende verdensmester og førende i årets mesterskab, britiske Lewis Hamilton (Mercedes). Han blev noteret for tiden 1.04,839 minutter.

    Magnussens teamkammerat, franske Romain Grosjean, kørte banen rundt i tiden 1,06,028 minutter. Det var nok til en syvendeplads.

    I den anden træning sluttede Romain Grosjean igen som nummer syv, men denne gang var danskeren lige efter sin teamkollega som nummer otte.

    Magnussens træning sluttede imidlertid brat, da han var i pit for at skifte dæk.

    Det ene hjul blev ikke monteret korrekt, så lige da Kevin Magnussen satte gang i raceren, blev der råbt “stop bilen, stop bilen” over Haas-teamets radio.

    Lewis Hamilton var også hurtigst i den anden træning.

    Magnussen er nummer ti i den samlede VM-stilling med 27 point. Romain Grosjean står noteret for nul point.

    Ved det seneste løb i Frankrig blev Magnussen nummer seks.

    Magnussen har op til løbet i Østrig udtalt til BT, at han er tæt på at forlænge sin aftale med det amerikanske team.

    Den nuværende kontrakt mellem Haas og Magnussen udløber efter 2018-sæsonen.

    /ritzau/