Koranlærer fundet skyldig i at fremme terrororganisation

    En 24-årig dansksomalisk mand er ved Retten i Aarhus fundet skyldig i at have rejst til Somalia for at arbejde for den militante gruppe al-Shabaab.

    Retten har ikke fundet det godtgjort, at han rent faktisk lod sig hverve og deltog i ekstremistgruppens våbentræning.

    Man har i stedet fundet ham skyldig i den subsidiære tiltale om, at han ville fremme en organisation, som virker ved hjælp af terror.

    Manden, der er kendt i islamiske kredse for sin evne til at recitere Koranen, har ifølge Anklagemyndighedens opfattelse spillet en nøglerolle i et islamistisk netværk med base i Manchester i England.

    Tre fra netværket tog til Syrien og Irak, hvor de blev dræbt på slagmarken som krigere for Islamisk Stat (IS).

    To andre fra netværket, herunder den tiltaltes fætter, er fængslet i England i terrorrelaterede sager.

    En fjerde person, Joel Nur, blev 23. marts ved Retten i Esbjerg idømt fire års fængsel for at have virket som imam i IS-kontrollerede områder.

    Også den tiltaltes to tvillingsøstre tog som 16-årige til Syrien for at lade sig gifte med IS-krigere.

    Den tiltalte har nægtet sig skyldig i alle anklager.

    Han har forklaret, at han læste mellemøststudier på universitetet i Manchester og tog på en rejse, der førte ham til Somalia. Men her blev han mod sin vilje tilbageholdt og udsat for tortur.

    Her sad han en periode lænket og blev med jævne mellemrum slået under fødderne, hævder han. En retsmedicinsk erklæring har konstateret, at han ganske rigtigt har nogle ar omkring håndleddene. Der er derimod ikke fundet ar under fødderne.

    Efter at retten har afsagt kendelse om skyld, skal de tre dommere og seks nævninger nu tage stilling til strafudmålingen.

    Anklager Dorthe Lysgaard argumenterer for en straf på minimum fire års fængsel.

    /ritzau/