Landsret giver 20-årig betinget fængsel i sexvideosag

    Fredag er endnu en dom faldet i landsretten i en af prøvesagerne i det store Umbrella-kompleks om unges deling af sexvideoer.

    30 dages betinget fængsel, lyder straffen til en 20-årig mand fra Aarhus, som delte to af videosekvenserne syv gange i 2016.

    Dermed stadfæster landsretten byrettens dom fra marts, hvor han blev dømt skyldig i deling af børnepornografisk materiale.

    Landsretten lægger i dommen vægt på, at den unge mand delte to videoklip.

    – Ved bedømmelsen af tiltaltes forsæt lagde landsretten afgørende vægt på, at det – når man så de to videoer i sammenhæng – klart fremgik, at de forurettede begge var under 18 år, lyder det fra landsretten.

    Retten mener derfor, at den 20-årige “måtte have indset det som værende overvejende sandsynligt, at de forurettede var under 18 år”.

    Komplekset omhandler flere videoer, som blev optaget tilbage i 2015. To 15-årige ses i videoerne. Da de unge i videoen er under 18 år, er der tale om børnepornografisk materiale.

    I sagen sigter politiet flere end 1000 unge for børneporno ved at have delt videoerne med andre unge gennem Facebooks beskedapp, Messenger.

    Men først har anklagemyndigheden altså rejst tiltale mod ni unge, som får behandlet deres sager i retterne.

    Prøvesagerne skal sætte retning for, hvordan resten af sagerne skal behandles. Indtil videre danner der sig et billede af en kompliceret sag, da landsretten har dømt forskelligt i flere af de første syv sager.

    Sagerne er ikke helt ens. Der er forskel på antallet af delinger, og hvilke videoklip der er delt, og det er der er lagt vægt på i dommene.

    Foruden fredagens dom har to andre fået betingede fængselsstraffe på henholdsvis 20 og 40 dages betinget fængsel.

    Tre er blevet frifundet for børneporno, men fik bøder for blufærdighedskrænkelse. En sidste helt blev frifundet.

    Netop forskellen på en betinget fængselsstraf på børneporno og en bøde for blufærdighedskrænkelse kan få stor betydning for de unge.

    For en dom for børneporno giver en plet på børneattesten, og det kan forhindre dem i at arbejde med børn eller rejse ind i USA.

    /ritzau/