Politiet undersøger anmeldelse om skud i Tilst

    18.22 tirsdag aften modtog Østjyllands Politi en anmeldelse af, at der var blevet affyret flere skud i Tilst vest for Aarhus. Da politiet rykker ud, finder betjentene ingen personer ramt af skud.

    Politiet beder i en pressemeddelelse udsendt 23.12 tirsdag aften vidner, der har set eller hørt noget i krydset mellem Havkærvej og Viborgvej i Tilst, om at henvende sig.

    I pressemeddelelsen oplyser politiet, at efter anmeldelsen afspærrede politiet krydset i nogle timer, mens stedet blev undersøgt.

    Østjyllands Politi oplyser, at der fortsat pågår en efterforskning.

    /ritzau/