Norge påbegynder salg af sine sidste SAS-aktier

    Norge indleder salget af statens sidste aktieandel af flyselskabet SAS.

    Det oplyser det norske erhvervsministerium ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

    – Regeringen har gjort det tydeligt, at staten på lang sigt ikke skal eje dele af SAS. Stortinget har i flere omgange givet regeringen fuldmagt til at sælge ud af aktierne. Den fuldmagt vil vi benytte os af, siger erhvervsminister Torbjørn Røe Isaksen i en skriftlig henvendelse til NTB.

    Den norske stat har tidligere solgt ud af sine SAS-aktier, men begynder altså nu at sælge de sidste 37,8 millioner aktier, staten ejer. Det svarer til 9,88 procent af alle SAS-aktier.

    Torbjørn Røe Isaksen vil over for NTB ikke kommentere, hvorfor den norske stat vælger at sælge de sidste aktier nu.

    – Fordi processen er i gang, kan vi ikke kommentere på sagen, ud over det der kommer frem i børsmeddelelsen, siger han.

    Ifølge Næringsdepartementet vil man minimum kunne købe aktier for en værdi, der svarer til 100.000 euro, eller hvad der svarer til lidt under 750.000 kroner. Salget vil blive rettet institutionelle investorer.

    Da børsen lukkede tirsdag eftermiddag kostede en SAS-aktie 12,92 danske kroner.

    /ritzau/