OVERBLIK: Den lange vej til Trumps omstridte indrejseforbud

    Højesteret i USA har tirsdag givet grønt lys til den amerikanske præsident Donald Trumps indrejseforbud mod personer fra lande, hvor borgerne overvejende er muslimer.

    Her er et overblik over udviklingen i sagen om Trumps forbud, der var en af præsidentens første handlinger i Det Hvide Hus.

    2017

    * 27. januar underskriver Trump et dekret, der blandt andet betyder, at borgere fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen ikke kan rejse ind i USA i 90 dage.

    * 3. februar beordrer en dommer i Seattle et midlertidigt og landsdækkende stop for præsidentens indrejseforbud.

    * 16. februar varsler Donald Trump, at han er på vej med et nyt forbud.

    * 6. marts underskriver Trump en ny ordre, der indfører et indrejseforbud. I dette forbud er Irak slettet fra listen.

    * 16. marts suspenderer en dommer på Hawaii det reviderede indrejseforbud. Maryland følger trop.

    * Beslutningerne appelleres til domstole i Californien og Virginia. Begge steder finder appeldomstolene, at suspenderingerne af indrejseforbuddet er på sin plads.

    * 26. juni ophæver USA’s højesteret delvist suspenderingen af indrejseforbuddet.

    * 24. september bliver statsborgere fra Nordkorea og Venezuela også omfattet af et indrejseforbud i en tredje version. Disse lande er tilføjet med andre begrundelser. Tchad tilføjes også.

    * 24. september bliver Sudan fjernet fra forbudsliste efter pres fra De Forenede Arabiske Emirater.

    * 17. oktober blokerer en dommer på Hawaii den tredje version.

    * 4. december godkender højesteret en midlertidig implementering af den tredje version af indrejseforbuddet.

    2018

    11. april: Tchad fjernes fra landelisten, efter at landet blandt andet har styrket informationsdeling med amerikanske myndigheder.

    26. juni: Højesteret stadfæster indrejseforbud. Dermed er Donald Trumps beslutning gældende for hele landet.

    Kilder: Reuters, The New York Times, AFP, CNN og USA’s højesteret.

    /ritzau/