Regeringen bakker op om Ørsteds frasalg af den danske elforretning, men vil stille krav til en mulig køber. Det siger finansminister Kristian Jensen (V).
Staten ejer 50,1 procent af Ørsted, der tidligere hed Dong Energy. Det er i højere grad selskabets ledelse end ejerne, der står for salgsprocessen, lyder det.
– Men i sidste ende skal købet kunne godkendes på en generalforsamling, hvor staten er hovedaktionær.
– Derfor vil vi have mulighed for at stoppe et køb, hvis vi ikke ønsker at gennemføre det, siger Kristian Jensen.
Ifølge Kristian Jensen skal mulige købere have de “tekniske og finansielle muskler til at kunne gennemføre et ejerskab”.
– Der er det krav, at en mulig køber skal være i stand til at kunne drive et elnet med høj grad af energisikkerhed, fordi det er en vigtig del af vores infrastruktur på energi området.
– Derudover er vi som udgangspunkt åbne for flere forskellige typer af købere.
– Men det er klart, at der en betragtning for os om, hvem det er, der kommer til at eje en del af den danske energiinfrastruktur. Så nu starter vi en købsproces og ser, hvem der melder sig på banen, siger Kristian Jensen.
Han har ingen kommentarer til, om købere allerede har meldt sig på banen.
– Jeg tror på, at der er nogle af dem, der i forvejen driver infrastruktur eller investerer danskernes pensionspenge, der kunne være interesseret i at byde, siger Kristian Jensen.
/ritzau/











