Ajax erkender mangelfuld behandling af hjerneskadet spiller

    Fodboldklubben Ajax Amsterdam erkender, at behandlingen af Abdelhak Nouri var mangelfuld, da han i sommeren 2017 kollapsede på banen.

    Det skete i en træningskamp mod Werder Bremen, hvor Nouri fik hjertestop. Han blev genoplivet på banen og fløjet på hospitalet, men fik senere konstateret “alvorlig og permanent” hjerneskade.

    – Vi erkender vores ansvar for konsekvenserne, siger administrerende direktør Edwin van der Sar.

    – I en lang periode var vi overbeviste om, at Abdelhak havde modtaget den bedst mulige behandling på banen.

    En undersøgelse har vist, at en hjertestarter skulle have været brugt tidligere i behandlingen af den dengang 20-årige spiller.

    – Hvis det var sket, er det muligt, at Abdelhaks tilstand havde været bedre. Det er ikke sikkert, men det er en mulighed, siger van der Sar.

    /ritzau/Reuters