Unge kaster sten gennem ruden på fotovogn

    Østjyllands Politi søger vidner, som har bemærket to unge mennesker på en knallert, der kastede en sten gennem bagruden på en ATK-vogn – også kendt som en fotovogn.

    Episoden fandt sted omkring klokken 19.45 på Viborgvej ud for nummer 18 i Aarhus.

    – Stenen blev kastet af personen, der sad bag på knallerten. Den ramte operatøren i ATK-vognen, og han er bragt til skadestuen med en flænge i venstre side af panden, siger vagtchef Thomas Hinge.

    Det hele gik så stærkt, at politiet kun har sparsomme oplysninger om gerningsmændene.

    – Vi vil derfor gerne høre fra vidner, der har bemærket to personer på en knallert i området, siger Thomas Hinge.

    Det er ikke første gang, at nogen ser sig sure på politiets fotovogne.

    Juleaftensdag sidste år stoppede en bilist op ved en fotovogn i Rødovre ved København. Efter at have svinet operatøren til, hentede han en økse i sin bil og gik truende frem mod ham.

    Det lykkedes operatøren at stikke af, og den vrede bilist blev senere anholdt.

    DR skriver på sin hjemmeside, at en betjent i Mariager i 2015 fik et blåt mærke, da to personer på en knallert kastede en sten ind i vognen, og sidste år blev en fotovogn på Helsingørmotorvejen ramt af en sten.

    /ritzau/