Præsident Recep Tayyip Erdogan har med de første stemmer talt op kurs mod genvalg i Tyrkiet.
40 procent af stemmerne er talt, og han har fået 57,02 procent af stemmerne. Det viser tal i tyrkiske statsmedier søndag aften.
Intet er dog afgjort, for det ventes, at den siddende præsident vil føre i de første foreløbige resultater, mens tallet vil falde i løbet af aftenen, når flere stemmer bliver talt.
Erdogans nærmeste rival er Muharrem Ince, og han står til en opbakning på lidt over 28 procent.
For at vinde præsidentvalget i første runde skal man have over 50 procent af stemmerne.
Ellers går de to med flest stemmer videre til anden runde, som i givet fald bliver 8. juli.
Tyrkerne vælger ved søndagens valg ikke blot en præsident, som de er vant til. De vælger en præsident med større magt.
Ved en folkeafstemning i 2017 blev det med et lille flertal afgjort, at præsidenten får flere beføjelser.
Erdogan har selv valgt at fremrykke valget, der ellers var planlagt til november 2019.
Han har argumenteret for, at de nye magtbeføjelser vil gøre præsidenten i stand til at håndtere Tyrkiets store økonomiske problemer.
Den tyrkiske lira har således mistet 20 procent af sin værdi sammenholdt med dollaren alene i 2018.
Derudover vil en mere magtfuld præsident gøre det lettere at håndtere kurdiske oprørere i det sydvestlige Tyrkiet og i nabolandene Irak og Syrien, mener præsidenten.
/ritzau/Reuters











