Eksplosion i ovn sender kvinde og barn på hospitalet

    Tre personer er fredag aften blevet forbrændt, da der er sket en eksplosion i en ethanolovn i Varde.

    En kvinde og et barn er efter eksplosionen kørt til Odense Universitetshospital med ambulancer, da de er blevet forbrændt. Ambulancerne bliver eskorteret af politiet, der beder bilister om at give plads.

    Det oplyser vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Han kan ikke oplyse nærmere om deres tilstand.

    En mand er også blevet forbrændt, men har ikke behov for at komme på sygehuset.

    Det vides endnu ikke, hvorfor eksplosionen skete.

    /ritzau/