Jarlov afbrød USA-tur for at blive ny erhvervsminister

    – Det har været en meget kort nat på flere måder.

    Det siger De Konservatives Rasmus Jarlov, som senere torsdag bliver Danmarks nye erhvervsminister, til TV2 News.

    Jarlov måtte uventet afbryde sin tur med Folketingets forsvarsudvalg i USA, da partifællen Brian Mikkelsen onsdag meddelte, at han stopper i dansk politik – og dermed som erhvervsminister – for at blive direktør i Dansk Erhverv.

    Torsdag morgen landede Jarlov, der er formand for forsvarsudvalget, i Københavns Lufthavn.

    Jarlov præsenteres for dronning Margrethe på Amalienborg klokken 12.30, hvorefter han formelt er ny erhvervsminister.

    Klokken 14 er der ministeroverdragelse i Erhvervsministeriet, hvor Brian Mikkelsen takker af, og Jarlov siger goddag. Jarlov vil ikke sige for meget, før han har været hos dronningen.

    – Det ville være forkert at sige en hel masse. Men jeg vi gerne sige meget mere senere på dagen, siger Jarlov til TV2 News.

    – Det bliver en spændende dag. Jeg har ikke mere at sige nu, siger Jarlov.

    /ritzau/