Styrelse giver 93 millioner til genskabelse af historisk sø

    Søborg Sø bliver nu sandsynligvis til virkelighed, idet økonomien er på plads.

    Miljø- og Fødevarestyrelsen har netop bevilget 93 millioner kroner til projektet, der sandsynligvis kan være realiseret i 2022 eller 2023.

    Naturstyrelsen har inviteret tre rådgivende ingeniørfirmaer til at byde på rådgivning på projektet.

    Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

    Naturstyrelsen Nordsjælland står i spidsen for projektet. Der har i foråret været en idéfase til den kommende miljøkonsekvensvurdering, og nu skal en lang række forhold undersøges nærmere.

    6. september tages der hul på forhandlingerne med de 63 lodsejere i området, når Landbrugsstyrelsen inviterer til opstart på jordfordelingen.

    En stor del af de 93 millioner kroner vil således gå til opkøb af arealer og erstatning til lodsejerne.

    – Jeg er glad for, at der endelig kommer gang i tingene, og at Søborg Sø genskabes, siger Kaare Larsen, der er formand for Søborg Sø Landvindingslaug.

    Det store mark- og naturområde, der ender med at blive Søborg Sø på cirka 337 hektar, er i dag af en sådan beskaffenhed, at det stort set kun udnyttes til græsning eller høslæt.

    Det bliver stadigt sværere at dyrke jorden, fordi den mange steder bliver for våd. Det hænger sammen med, at der er tale om jord, der gør, at terrænet sætter sig med en til tre centimeter om året.

    /ritzau/