Onsdagen bød på tre kampe, da Cristiano Ronaldo scorede sit fjerde mål ved VM i Rusland. Rusland og Uruguay sikrede ottendedelsfinaler, mens drømmen om videre avancement blev slukket for Egypten, Saudi-Arabien og Marokko.
* Portugal-Marokko 1-0:
Der stod Cristiano Ronaldo på overskrifterne, efter at superstjernen scorede sit fjerde mål ved VM i Rusland, da Portugal slog Marokko 1-0.
Der var blot spillet fire minutter, da Ronaldo udnyttede sløset marokkansk opdækning og headede Portugal foran.
Sejren betyder, at Portugal i gruppe B sammen med Spanien har fire point på førstepladsen, mens Marokko måtte sande, at nationen ikke kommer videre fra gruppen med nul point efter to kampe.
* Uruguay-Saudi-Arabien 1-0:
Luis Suarez kom på måltavlen ved VM, da Barcelona-stjernen med en scoring sørgede for en 1-0-sejr over Saudi-Arabien.
Luis Suarez scorede i første halvleg efter en standardsituation. Efter et hjørnespark endte bolden hos Suarez, der vred sig fri af sin oppasser og sendte bolden i mål.
Sejren betød, at Uruguay blev sikker på at gå videre fra gruppe A med seks point efter to kampe.
Sejren sendte også Rusland i ottendedelsfinalen, mens Egypten med superstjernen Mohamed Salah er færdige ved VM, ligesom tilfældet er for Saudi-Arabien.
Begge nationer har en gruppekamp tilbage, men med nul point i to kampe, er det derfor slut efter gruppespillet.
* Iran-Spanien 0-1:
Spanien holdt snor i Portugal i gruppe B, da Spanien vandt en smal 1-0-sejr over Iran.
Målet blev scoret af Diego Costa efter uheldig indblanding af Irans Ramin Rezaeian, og 1-0-sejren sendt Spanien på fire point med en målscore på 4-3 nøjagtig ligesom Portugal i toppen af gruppen, hvor Iran har tre point.
Spanien var i klar boldbesiddelse i kampen, men det var først i anden halvleg, at det lykkedes at score. Diego Costa modtog bolden og vendte rundt, men i aktionen fik Ramin Rezaeian uheldigt rørt bolden, der via Costas skinneben gik mål.
Iran fik en scoring annulleret for offside med hjælp fra videodommeren ni minutter efter Spaniens mål.
Spanien møder Marokko den 25. juni, hvor Portugal møder Iran. Begge kampe spilles klokken 20.
/ritzau/