Nye regler: Tredje gang må problemulve skydes

    Regeringen strammer nu efter eget udsagn grænsen for, hvornår den ellers fredede ulv er en såkaldt problemulv og derfor må skydes. Det skriver Jyllands-Posten.

    Så hvis en ulv gentagne gange kommer inden for 50 meters afstand af menneskelig beboelse, eller hvis den gentagne gange forcerer et “ellers velholdt hegn” for at dræbe husdyr, så skal den kunne skydes.

    Tilladelsen til at skyde kræver dog konkret dokumentation fra borgere eller landmænd og fortsat godkendelse fra myndighederne.

    Alligevel kalder miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) det en skærpelse.

    – Vi skal have en tydeligere definition af, hvornår en ulv optræder problematisk og unaturligt, og hvornår vi så kan regulere den – altså skyde den, siger ministeren til avisen.

    Han vil torsdag præsentere tiltagene på et debatmøde i Ulfborg i Vestjylland.

    Miljøstyrelsen oplyser, at myndighederne i 2018 er rykket ud til 64 anmeldelser om ulveangreb på husdyr. I 20 tilfælde lød konklusionen, at der var tale om et ulveangreb. Dermed nærmer antallet af angreb sig niveauet for hele 2017, hvor i alt 24 ulveangreb fandt sted.

    Der er ingen eksempler på, at en borger i Danmark er blevet angrebet af en ulv.

    Men sagen er et varmt emne både hos fåreavlere og almindelige borgere, der føler sig utrygge ved ulvens tilstedeværelse.

    Den voldsomme ballade om ulven har ført til selvtægt, som da en vestjysk jæger for nylig dræbte en ulv. Sagen efterforskes fortsat, men er dokumenteret af et videokamera.

    Samtidig skabte det hed debat, da et erfarent medlem af Danmarks Jægerforbund i en facebookgruppe gav detaljerede anvisninger på, hvordan man dræber en ulv med en pinefuld død og den rette ammunition, så den først dør senere og ikke på ens egen jord.

    Sidste år skete der en massiv forøgelse af ulvebestanden i Danmark, da de to første ulve ynglede med otte unger til resultat.

    Siden er flere af ungerne udvandret til Tyskland, og det vides ikke, om flere er skudt end i den sag, der fortsat efterforskes.

    /ritzau/