Præsident Donald Trump varsler at underskrive et direktiv torsdag, som skal forhindre, at migrantfamilier bliver adskilt ved den amerikansk-mexicanske grænse.
– Vi ønsker at holde familier sammen, siger Trump i Det Hvide Hus.
– Vi underskriver et direktiv om kort tid, siger han og tilføjer, at han håber dette vil ske parallelt med ny lovgivning på området, der skal godkendes i Kongressen torsdag.
Det er ikke umiddelbart klart, hvad det er, som Trump vil underskrive.
Præsidenten har tidligere givet Demokraterne skylden for familieadskillelserne ved grænsen, som Trump er blevet voldsomt kritiseret i og uden for USA i de seneste dage.
Kilder i Trump-administrationen siger til Reuters, at Trumps ordre vil betyde, at tilbageholdte familier, som krydser grænsen illegalt, vil blive tilbageholdt sammen. Desuden vil den give forældre med børn ret til at få deres sag behandlet først.
Ifølge en tidligere rapport fra tv-stationen Fox News hed det, at Trump ville underskrive et direktiv, som ville give tilladelse til, at forældre og børn i migrantfamilierne kan blive længere sammen.
Luftfartsselskabet American Air har i en henvendelse til den føderale regering bedt om, at børn, som er adskilt fra deres forældre, ikke bliver sat på selskabets fly. Det skriver Reuters.
Siden maj er 2342 børn blevet adskilt fra deres forældre ved Mexicos grænse, da de sammen med deres forældre har forsøgt at krydse grænsen ulovligt. Det viser de seneste officielle tal.
Udlændingedebatten er i øjeblikket øverst på dagsordenen i Washington, hvor man afventer en ny lovpakke om strengere udlændingelove. Det er usikkert om den stemmes igennem.
Ifølge avisen The Washington Post forsøger præsidenten at bruge adskillelsen af familier til at presse Demokraterne til at stemme for lovpakken i Kongressen.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, sluttede sig onsdag til de regeringsledere, som har kritiseret billederne fra den mexicansk-amerikanske grænse.
– Det er dybt stødende at se optagelser af børn, som ser ud til at være lukket ind, siger hun.
Canadas premierminister, Justin Trudeau, siger, at håndteringen af børn ved USA’s grænse til Mexico er “forkert og uacceptabel.”
/ritzau/Reuters