Bjørn udnævner kronprins Frederik som Ryder Cup-ambassadør

    Kronprins Frederik er onsdag udnævnt som officiel ambassadør for Ryder Cup-golfturneringen af sin landsmand Thomas Bjørn, der er Ryder Cup-kaptajn for det europæiske hold.

    Udnævnelsen kom, præcis 100 dage før turneringen skal afvikles. Ved Ryder Cup dyster de bedste golfspillere fra USA og Europa mod hinanden.

    – Jeg er henrykt over at acceptere rollen som ambassadør for Ryder Cup i 2018. Det er en stor ære, og det er ekstra specielt, at det sker i samme år, hvor Thomas Bjørn er kaptajn.

    – Jeg har spillet golf med Thomas og fra nærmeste hold set hans passion for Europa og Ryder Cup.

    – Og jeg er stolt som alle andre i landet over at se ham skrive historie som den første dansker, der er kaptajn for holdet, siger kronprins Frederik til turneringens hjemmeside.

    Thomas Bjørn er meget tilfreds med at få kronprinsen som ambassadør.

    – Vi dannede nogle stærke relationer på banen, da vi spillede sammen, og det er en fantastisk oplevelse for mig – som kaptajn – at kunne fortsætte relationen, siger Thomas Bjørn.

    Ud over kronprins Frederik er også den franske sejler Armel Le Cléac’h og den ukrainske fodboldlegende Andriy Shevchenko ambassadører for årets Ryder Cup.

    I 2016 vandt USA den seneste udgave af Ryder Cup. Europa har dog ikke tabt på hjemmebane i 25 år.

    Ryder Cup spilles 28.-30. september i udkanten af Paris.

    /ritzau/